Læs for livet

Ligger du inde med et par børne- og ungdomsbøger i god stand, som du har lyst til at donere til et fantastisk formål? Så tag dine bøger under armen næste gang du skal forbi os på Ishøj Bibliotek og aflever dem hos os. Så bliver bøgerne afleveret til non-profit organisationen Læs for Livet, som donerer skræddersyede biblioteker til institutioner, som arbejder med udsatte børn og unge. Det er for eksempel børnehjem, krisecentre, asylcentre og julemærkehjem. Organisationen kæmper for social forandring ved at bringe bogglæde og læselyst ind i børnene og de unges hverdag.

For at det kan lade sig gøre, indsamler Læs for Livet bøger fra forlag, forfattere, illustratorer og ikke mindst private. Alle – uanset bopæl – skal kunne bakke op om projektet, derfor samarbejder Læs for Livet om bogindsamling med biblioteker over hele landet.  En række kendte forfattere som Jussi Adler Olsen og Lene Kaaberbøl støtter Læs for Livet og har doneret egne bøger. Nu kan du også hjælpe ved at aflevere dine børne- og ungdomsbøger på Ishøj Bibliotek.

 

Bøgerne får en kæmpe betydning

Børnene og de unge er mellem 0-23 år, så det kan være alt fra billedbøger, fagbøger, tegneserier, lydbøger og voksenbøger, der er relevante for Læs for Livet.  Til gengæld er det vigtigt, at bøgerne er i pæn stand, da de skal tænde læselysten, der er den vigtige drivkraft til læring i det enkelte barn.

Læs for Livets stifter og leder, Rachel Röst, er selv tidligere anbragt ung og ved, hvor meget bøgerne kan betyde: ”Mange udsatte børn og unge kommer fra bogfattige hjem uden læsetraditioner, og når de bliver anbragt, er der alt for ofte heller ikke bøger på institutionen. Det kan have livslange konsekvensker.  Sprogudvikling, viden  og indsigt i mange måder at være menneske er vigtige kompetencer. Har du ikke dem, kan det for eksempel blive rigtig svært at få en uddannelse og komme ind på jobmarkedet.”

 

85.000 bøger er allerede doneret

Siden Læs for Livets opstart i 2012, har de leveret mere end 95 gratis skræddersyede biblioteker til institutioner over hele Danmark og på Grønland. Det løber op i over 85.000 bøger til en værdi af over 10,5 millioner kr. I 2016 blev Læs for Livet en del af Egmont Fondens spireprogram, som støtter organisationen i det vigtige arbejde.

Læs mere om Læs for livet på deres hjemmeside