Stor donation til det nye småbørnsbibliotek
Biblioteket fik tirsdag den 12. november overrakt en donation på 250.000 kr. fra Salling Fondene via Bilka Ishøj. Donationen skal bruges til indretning af et nyt småbørnsbibliotek, der åbner i januar 2025.
Af Line Lillevang Nørregård
Vi er i fuld gang at udvide børnebiblioteket med et nyt småbørnsområde, primært til 0-3-årige og deres familier.
Til indretningen af det nye småbørnsområde har biblioteket søgt Salling Fondene via Bilka Ishøj om 250.000 kr., og har modtaget det fulde ansøgte beløb.
En donation til Ishøjs mindste borgere
Overrækkelsen af donationen fandt sted ved Bilka i Ishøj, hvor borgmester, Merete Amdisen, viceborgmester og formand for Kultur- og fritidsudvalget, Pia Skourup, og leder af Kulturium, Pernille Hjort, modtog donationen. Til at overrække donationen var varehuschef i Bilka Ishøj, Zilwan Rashid, og Bilkas maskot, Billie.
Styrker sproglig udvikling og fællesskaber
Det nye småbørnsområde på Kulturium Bibliotek skal fremme sproglig udvikling, nærvær og fællesskaber blandt de yngste børn og deres voksne.
Donationen skal bruges til indretning af området med holdbare kvalitetsmøbler samt indbydende bøger og legetøj af høj kvalitet.
Vi glæder os til at vise jer det nye småbørnsbiblioteket, når det står klar i starten af 2025.